Han lever et dobbeltliv og når
scenetæppet går op spiller han sit livs rolle. Rollen, der eftersigende bare er
skuespil. Men når han træder ud ad rampelyset, og tæppet går ned, brænder ilden
stadig inde i hans sind. På teatret er alt skuespil og opdigtet, men
virkeligheden; ligeså. Jeg tog forbi teatret en aften og oplevede det for min
egne øjne; dér stod han midt på scenen og var et udyr. Det værst tænkelig udyr. Han krydsede min vej
en sen aften. Det gik senere op for mig at jeg blot var dubleanten. Birollen i hans
liv, eller rettere sagt: kærlighedsliv. Han havde allerede fundet sin hovedrolle,
som for ti år siden spillede mig. Men hele verden er en scene, som Shakespeare så fint formulerede det. Det er det mest grænseoverskridende stykke, som jeg nogensinde har vidne til. Det var sådan han forlod mig. Det er ej noget jeg simulerer. Der findes ikke en ekstra akt, der indholder en lykkelig slutning. Nu skal vi leve vores liv hver for sig – ikke sammen. Det føles som at spilde sine dage. De dage, som nu er talte, for jeg ved ikke, hvilken pris jeg må betale for at drømme, nu når din er gået i opfyldelse.
