Vi lever tværs en eng af bristede drømme,
Usikker på, hvor vi er eller skal være,
Siden vi blev ofre for den forbandelse,
Uretfærdigt sidestillet med ydmyge mænd.
De velhavende mod de fattige endnu, den håbefulde råb
Ufølsom sjæle kan ikke forstå
Hvorfor vi stadig kæmper for at befri os selv
Fra endeløse latterliggørelse og falsk respekt,
Oprettet kun af falsk sympati,
Som vi marcherer gennem markerne, uberørt af stål.
Vi strejfe gennem evige storme i jagten på hjemmet,
Trods det faktum, vil vi aldrig lykkes,
For hjem er kun et fjernt minde
Mindst vi stadig går videre med en drøm,
Hvilket mange mennesker over hele kloden
Har aldrig gjort og aldrig vil gøre.
Søger kun, hvad vi læser i bøger
Søger kun, hvad vi læser i bøger
Skrevet af mestrene fra fortiden,
Vi ser som nye kammerater deltage i vores rang
I håb om, at vi måske en dag griber drømmen
De havde et stykke tid, indtil de blev til glas.
Over markerne ses et ensomt træ,
Uindtagelig til tiden og naturens vrede.
Omgivet af drømme afbrudt af mænd,
Det vokser uberørt i håb om drømmen om
At aldrig falde ned til det knuste glas
Vi går på jagt efter hjem, kære hjem.
Vi lever på en eng af bristede drømme,
Og kun vores kunne overleve sagnet om død.
