Velour.
Det smukkeste ord man kan forestille sig.
Det starter med en blød og flirtende labiodental.
Sådan en konsonant der gør sig bedst til
i en lidt dunkel belysning,
Den efterfølgende vokallyd hentyder drilsk,
at der kommer mere,
og så til sidst ...
Til sidst, kommer "lour".
Den lidt flabede,
lidt for voluminøse lyd,
der med sin diftong drager alles opmærksomhed,
og fører med i kaninhullet.
Det afsluttende "r" vil ikke lade sig udtale,
men kun insinuere,
og bedst som man er fanget i nettet,
er velour pludselig forsvundet.
Som var velour kun en drøm.
